11 august 2011
BOULETTES DE VIANDE AU CURRY - DANS LE STYLE INDIEN // BOLLER I KARRY - PÅ INDISK MANÉR
Jeg kan ikke lide boller i karry, men jeg elsker det meste mad fra østen, så da jeg så denne opskrift tænkte jeg det var et forsøg værd, og det smagte altså virkelig lækkert! (4 personer)
Boller:
1 lille løg
400-500 g magert hakket okse og svinekød
2 spsk soyasauce
2 tsk grøn karrypasta
2 spsk hvedemel
1 æg
Karry:
1 l hønsebouillon til kogning af kødboller
1 løg
200 - 300 g frisk spinat
1 spsk rapsolie
2 tsk god stærk karry
1 dåse kokosmælk
1 tsk grøn karrypasta
salt og peber
Tilbehør:
400 g friske grønne bønner
1 bundt forårsløg
3-4 dl ris efter eget valg, jeg brugte vilde ris
1 potte koriander
cashewnødder
Hak løget og rør det i kødet sammen med soya, karrypasta, hvedemel og æg. Lad farsen hvile i køleskabet i ca. 30 min. Form farsen til kødboller og kog dem ved svag varme i bouillonen i 6-8 min. Når bollerne ligger i vandoverfladen er de færdige. Si bouillonen og gem 3 dl til saucen. Hak løget, skyld og afdryp spinaten og nip bønnerne. Varm olien i en gryde og svits løg sammen med karry. Når løgene er bløde tilsættes mel, og der røres godt rundt indtil melet er opsuget. Spæd til med kokosmælk og derefter med bouillon til du får den rette konsistens (den del havde jeg overset, og da jeg ikke kan lide normale boller i karry, har jeg heller aldrig lavet det før, og vidste ikke hvordan konsistensen skulle være, så jeg hældte alt kokosmælken og bouillonen i, hvilket resulterede i en alt for tynd sauce, jeg måtte derfor have fat i noget jævner. Den endte heldigvis med at blive god igen, og så blev der jo bare ekstra meget. Men hold du dig bare til den oprindeligt opskrift) Kog saucen i 3 min og rør undervejs karrypastaen ud i. Tilføj spinaten og kog til den falder sammen. Smag til med salt, peber, karry og karrypasta, hvad du nu synes den mangler. Tilsæt kødboller og varm godt igennem. Kog risen som angivet på pakken og damp bønnerne. Server retten med forårsløg, cashewnødder, koriander og bønner.
Bisous Chris :-)
Opskrift fra magasinet 'Liv'
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar