30 december 2011
CONFITURE DE RHUBARBE ET FRAISE || RABARBER-JORDBÆR MARMELADE
For et par uger siden lavede jeg denne marmelade af rabarber fra haven og jordbær fra en økologisk mark fra i sommers - begge ting lå på frost i fryseren og ventede på at blive brugt. Rabarber er ikke rigtigt til at få fat i på denne tid af året, men så er det jo blot endnu en grund til at glæde sig til de varmere måneder - for det her er virkelig sommer på glas. Billedet af morgenhimlen skulle med, fordi jeg synes at farven var ligeså smuk som marmeladens. Jeg nød den syrlige sylt, med smag af tuttifrutti, på min havregrød sammen med æbler, men den kan også bruges til alt fra ristet brød, til en stegt lys fisk med sprød salat. Holdbarheden er ikke særlig lang fordi den hverken indeholder konserveringsmidler eller særlig meget sukker, men det bliver intet problem, for den er ikke til at holde tænderne fra.
Til et stort marmeladeglas eller to mindre,
300 g rabarber i skiver - evt. frosne
300 g jordbær - evt frosne
Saft og skal fra 1 økologisk appelsin eller citron
2 spsk sukker
½ dl vand
Bring alle ting i kog, og lad det derefter simre til det er en ensartet konsistens. Det tager omkring 30 minutter. Lad den køle let og hæld den derefter på RENE glas. Opbevar i køleskabet og husk at nyde den indenfor de næste par dage.
Bisous Chris
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hvorfor skriver I titlerne på fransk også? Der er jo ingen franske læsere...
SvarSletHej Sofie,
SvarSletDet er et godt spørgsmål. Men det er fordi vi synes det er anderledes, så kan man kende bloggen :-) Og fordi vi altid har gjort det, det er kun for hyggens skyld, men du har ret, vi har ingen franske læsere nej :-) En anden form for kreativitet end den du bruger når du maler dine smukke billeder :-)
Bisous