21 marts 2012

GÂTEAU AU CITRON || ITALIENSK CITRONKAGE


Den her kage er virkelig, virkelig lækker! Den smager friskt af citron og sprødt med mandlerne på toppen. Derudover har den også en helt perfekt konsistens - kompakt på den lækre måde og på ingen måder tør! Den er fra kogebogen 'Jamie's Italien' ligesom de marinerede auberginer. Jeg har dog ændret lidt i den, tilsat ekstra citron, brugt mandler i stedet for pinjekerner og bagepulver i stedet for tørgær - men prøv dig frem og find ud af hvordan du bedst kan lide kagen. Nyd den gerne med en klat mascarpone rørt op med revet citron - MUMS!
TIL EN ITALIENSK CITRONKAGE ELLER La Torta Della Giovane Sara
225 g smeltet smør
475 g mel
4 æg
260 g sukker
Skal og saft fra 2 citroner
3 tsk bagepulver
100 g mandler
Tænd ovnen på 175 grader. Slå æggene ud i en stor skål og pisk til du har en lys og lettere tyk masse. Tilsæt det smeltede smør, sukker, mel, bagepulver, citronskal og -saft. Bland det hele godt og hæld det over i en springform med bagepapir eller smør. Hak mandlerne groft og drys dem over kagen. Bag i 40-45 minutter og husk at holde øje med at den ikke brænder på, på toppen. 
Kagen kan nydes kold som varm og holder sig frisk og lækker i flere dage! 

BISOUS CHRIS

2 kommentarer:

  1. Jeg tror der er sket noget mystisk med jeres mål af ingredienser.
    Jeg har gemt jeres opskrift fra da jeg så den tidligere i måneden og tænkte jeg ville forsøge mig med den.

    Da stod der:
    TIL EN ITALIENSK CITRONKAGE ELLER La Torta Della Giovane Sara

    225 g smeltet smør
    475 g mel
    4 æg
    260 g sukker
    Skal og saft fra 2 citroner
    3 tsk bagepulver
    100 g mandler

    - ret mit, hvis i virkelig mener, der skal 0 æg og 766 g mandler til kagen ;)

    Jeg prøvede den ovennævnte opskrift her i aftes og hold da op! Virkelig en fantastisk god kage, mandlerne gør noget rigtig godt til smagen af citronmåne.
    Super fin madblog. Jeg er glad for at læse med :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har oplevet før at folk ser nogle andre tal end hvad der står, for mig står det som det skal - det er meget mærkeligt! Er det stadig nogle underlige tal på din computer, eller? :-)

      Chris

      Slet