10 marts 2013

GALETTE MED BLOMMER, RØDLØG, ROSMARIN, GEDEOST OG HONNING


I går var jeg på Østerbro med min mor, for at købe ind til vi fik gæster og for at få genopfyldt vores asiatiske lager med skønne karrypastaer, cashewnødder, edamamebønner og flotte bundter med koriander. I en lille kiosk overfor den asiatiske butik, spottede jeg nogle smukke blommer i de fineste farver så jeg skyndte mig at slå til, og købte en pose fyldt. I dag var det så tid til at kreere noget af de fine blommer, så jeg besluttede mig for en rustik galette med rødløg, rosmarin, gedeost og blommer, vendt i en marinade af honning og balsamico som gav tærten en enormt skøn smag og gjorde at løgene blev helt bløde og karamelliserede. Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift på galette med figner som også er super lækker! Server galetten lun med en skøn salat til, og hvis du er til forkælelse (og kød) ville et par tynde skiver oksemørbrad ved siden af ikke være af vejen ;-)

GALETTE MED BLOMMER, RØDLØG, ROSMARIN, GEDEOST OG HONNING 2-3 PERSONER
DEJ
1 dl koldt vand
½ dl smagneutral olie
1 æg
1 tsk salt
2 dl havregryn
2 dl rugmel
FYLD
4 blommer
1 stort rødløg
Rosmarinkviste
1 spsk honning
2 spsk balsamico (brug hindbærbalsamico hvis du har)
Salt og peber
DERUDOVER
75 g gedeost
1 æg til pensling
Rør vand, olie og æg godt sammen. Tilsæt salt, havregryn og rugmel og ælt dejen til den hænger sammen. Dejen skal være fast men ikke alt for tør. Rul den til en kugle, pak den ind i film og giv den et par tryk så den flader ud. Stil dejen på køl mens du ordner fyldet. Vask blommerne, del dem i kvarte, fjern stenen og skær dem i skiver. Pil rødløget og skær det i helt tynde ringe, jeg brugte et mandolinjern. Bland blommer, rødløg og rosmarinkviste i en skål. Rør marinaden sammen af honning, balsamico, salt og peber, og vend den rundt i blommer, rødløg og rosmarin. Tænd ovnen på 200 grader og lad en bageplade, gerne med en pizzasten på, blive varm i ovnen. Tag dejen ud af køleskabet og rul den ud med en kagerulle, eventuelt mellem to stykker bagepapir. Fordel fyldet på midten, der skal ca. være 4-5 cm dej i kanterne uden fyld. Smulder gedeoste over fyldet, og luk siderne på tærten rund om fyldet. Pensel dejkanten med et sammenpisket æg og hiv tærten over på den varme bageplade. Bag i midten af ovnen i ca. 20 min til skorpen og gedeosten er gylden.



GOD SØNDAG,
Chris

4 kommentarer:

  1. Ej den ser simpelthen så fantastisk lækker ud. Har lige spist frokost, men du satte da virkelig gang i maven igen med denne:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Pia! Haha - den er altså også god! :-)

      Bisous,
      Chris

      Slet
  2. Det ser virkelig lækkert ud :) Jeg tænker, at det muligvis også ville være lækket at fylde den med rodfrugter, fx rødbeder? I så fald ville den ligge lidt tungere i maven :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Benedikte! Ja det ville helt sikkert også være lækkert, og mere mættende som du siger! :-)

      Bisous,
      Chris

      Slet